Akustikløsninger findes i mange former og visuelle udtryk – fra stoflige og organiske overflader til grafiske mønstre og stærke farver. De kan integreres i rummet på forskellig vis: som kunstneriske vægfelter, diskrete loftløsninger, mobile skærme eller større flader, der bliver en aktiv del af arkitekturen. Mulighederne er mange, og jeg hjælper gerne med at udvælge og sammensætte løsninger, så de styrker det æstetiske udtryk – og samtidig understøtter rummets funktion.
Mit fokus er den visuelle og æstetiske integration. Jeg holder mig løbende opdateret på markedets materialer og muligheder og samarbejder med akustikeksperter, når der er behov for teknisk rådgivning, beregninger eller målinger. På den måde sikres det, at løsningen fungerer – både visuelt og lydmæssigt.
Et kreativt samarbejde om akustik kunst
I samarbejde med OnPrint har vi kreeret en fysisk prøve, hvor et af mine kunstværker er printet direkte på et akustikpanel. Det giver mulighed for at opleve kvaliteten og fornemme, hvordan det æstetiske og det funktionelle kan forenes i én løsning.
Case: Nordea, Ballerup
I forbindelse med flytningen til nye lokaler ønskede Nordeas afdeling i Ballerup at bevare et tidligere vægmaleri, jeg havde skabt til dem.
Værket blev professionelt affotograferet, og jeg udvalgte forskellige motiver fra det originale vægmaleri, som jeg beskærrede og sammensatte til en serie nye værker. Disse blev genskabt som print på akustikpaneler i forskellige størrelser og formater, tilpasset indretningen i hele afdelingen.
Løsningen bevarede det visuelle udtryk og forbedrede samtidig akustikken i de nye rum – en kombination af fleksibilitet, funktion og æstetik. Se resultatet her.